Per Rasmussen stopper i Hadsten Sports Klub

30. december 2017 11:01 , af Jonas Hooge

Efter at have været en del af Hadsten Sports Klub siden foreningens start i 2005, blandt andet som formand og de seneste år med hovedansvaret for klubbens sponsorarbejde, herunder Familiemessen, bliver 2017 foreløbigt det sidste år for Per Rasmussen i de blå farver.

Per Rasmussen har gennem flere år været kommerciel direktør i BSV, men op til denne sæson, startede han som direktør i Randers HK, hvor han skal være med til at genrejse den tidligere storklub. Netop dette skifte er en af årsagerne til, at samarbejdet mellem Hadsten Sports Klub og Per Rasmussen stopper.

- Efter mange år med Per ved roret, er tiden nu kommet til at parterne skilles. Det er dog vigtigt at understrege, at det sker helt uden dramatik og i fælles forståelse. Til en start havde vi håbet på, at det godt kunne lade sig gøre, at være aktiv i begge klubber, men vi må bare erkende, at afstanden mellem Randers og Hadsten er for lille, og at vi på mange områder kæmper om de samme kunder. Derved kunne der let opstå interessekonflikter, og det følte begge parter, var bedst at tage i opløbet, lyder det fra Jonas Hooge, formand for Hadsten Sports Klub og tilføjer

- Per Rasmussen har været et kæmpe aktiv for klubben siden 2005, og han bliver overordentlig svær at erstatte. Per har jo et kæmpe netværk, og det mister vi jo noget af nu, men omvendt tror jeg på, at vi i vores nye konstruktion nok skal klare os, det bliver bare på en helt anden måde.

Per Rasmussen selv er afklaret med situationen, men ærgrer sig en smule over, at tiden i Hadsten Sports Klub er slut. Han kan dog kigge tilbage på nogle gode år, hvor klubben konstant har formået at udvikle sig, både sportsligt og økonomisk.

- Jeg ville egentlig gerne have fortsat, men både på grund af et stigende arbejdspres i Randers HK og så det faktum at vi ligger så tæt på hinanden gør, at det er bedst for begge parter, at gå hver til sit, mens vi stadig er gode venner. Jeg har haft en rigtig god tid i klubben, hvor jeg har fået skabt et solidt fundament for klubbens sponsorarbejde, og jeg føler mig helt overbevist om, at klubben med det nye setup nok skal klare sig et presset marked. Jeg har været med fra starten af, så det er da lidt specielt, at jeg ikke længere skal være en del af klubben, men omvendt har de fleste ting jo en udløbsdato, og den har så ramt mig nu, konstaterer Per Rasmussen.

Hadsten Sports Klub er klar til at præsentere det nye sponsorudvalg i starten af 2018.